Fishbase

 
 

Copyright Benny B. Larsen og fotograferne

   

 

Artikler

 

Tilbage til Hovedmenu

Akvariebaggrunde  

Akvariedekorationer 

Ameca splendens                                  

Belonesox belizanus  

Boraras maculatus

Amphilophus longimanus

Parachromis managuense

Corydoras maller 

DAU 50 år

Discus 

En akvarist i Wien

En akvarist på ferie 

Fisk under jorden

Fisks anatomi

Gephyrochromis moorii

Glasfiberdekorationer

Heros severus 

Heterandria formosa

Hvad skal jeg skrive om?

Hypselecara temporalis

Ichthyman fødekasse

Krydsninger og varianter 

Laetacara curviceps 

Nannacara anomala

Neolamprologus brichardi   

Nimbochromis venustus 

Parachromis managuensis

Priapella intermedia

Prionobrama filigera 

Pseudocrenilabrus multicolor  

Pterophyllum scalare 

Påfugleøjecichliden                         

Rød Rivulatus

Sciaenochromis fryeri

Skyttefisken (Toxotes jaculatrix)

Steatocranus casuarius 

Thayeria boehlkei      

Thorichthys meeki  

To nye afrikanske barber

Trichogaster leeri

Udrydelsestruede akvariefisk 

 

 

 

 

Foto copyright F. Ingemann Hansen

PSEUDOCRENILABRUS MULTICOLOR VICTORIA (Hilgendorf, 1903)
af Benny B. Larsen

Pseudocrenilabrus multicolor er en af de cichlider, der første kom til Europa, og skønt den ikke altid findes i alle akvarieforretninger, er den vel stadig en af de cichlider de fleste akvarister, selv de der ikke bryder sig om cichlider, har prøvet at pleje.
Kært barn har mange navne og det gælder også her. På dansk kaldes P. multicolor enten for den lille mundruger eller ægyptisk mundruger, og fiskens latinske navn er blevet ændret nogle gange siden den første gang blev beskrevet som hørende til Haplochromis slægten. Senere blev den flyttet til slægten Hemihaplochromis, men denne slægt er senere blevet nedlagt igen og Ps. multicolor kom så sammen med sin nære slægtning Ps.philander alene i den nyoprettede slægt Pseudocrenilabrus. For nylig er der kommet en tredie art i slægten nemlig Ps. nicholsii.
Ps. multicolor findes vidt udbredt i Østafrika, hvor dens forekomst især koncentreres om Nilen, særlig den øvre Nil og de med Nilsystemet tilhørende søer. Den findes i mange forskellige biotoper fra sumpenes varme til skovenes dunkle, noget køligere vandløb samt i søernes sivkransede sandkystområder.
Den er med sine ca. 8 cm en af de mindre cichlider, og selv om hannen kan være et smukt syn med sine røde, blå og metalskinnende farver, er det nok mere artens interessante yngelplejeadfærd, der har holdt den så populær gennem de mange år. Hunnens grundfarve er nærmest gul og bortset fra et par brunlige længdestriber, der ikke altid er lige tydelige, er der ikke meget farvetegning på hende. Hendes finner er nærmest halvgennemsigtige, dog har rygfinnen øverst en rødlig søm, medens bug- og gatfinner har en hvid kant.
Hannen kan være anderledes farvestrålende, dens grundfarve er også gullig, men hver enkelt skæl på kroppen har bagtil et metalagtigt blågrønt bånd, og dette giver fisken et skinnende, metalagtigt farvemønster. Finnerne er rødlige til stærkt røde og forsynet med et stærkt farvet mønster af blågrønne og gule streger og pletter. Rygfinnen har udover dette mønster et mørkt bånd øverst medens bugfinnerne kan være nærmest blodrøde med en kridhvid søm fortil. Hos unge hanner ser man kun disse smukke farver når de er på frierfødder, men efterhånden som fisken bliver ældre er farverne mere konstante.
Til forskel fra Haplochromis slægten har Pseudocrenilabrus ingen ægpletter, men gatfinnens mønster af stærkt farvede pletter og streger kan under legen komme til at optræde på samme måde som ægpletterne, men herom senere.

Ps. multicolor bør holdes på middelhårdt vand med en hårdhed på ca. 12 dH, medens pH værdien bør ligge omkring neutralt til svagt alkalisk (7,0-7,5). En daglig temperatur på 24º C. er passende, medens man til leg nok bør sætte den et par grader i vejret.
Ps. multicolor er en relativ fredelig fisk, der kan gå med andre ikke alt for små akvariefisk. Kun i yngletiden kan hannen være noget aggressiv, men dette kan, som hos mange andre cichlider nedsættes kraftigt ved en fornuftig og hensigtsmæssig indretning af opholdsakvariet. Sørg for at der udover god svømmeplads også er smuthuller og skjulesteder for såvel ikke-artsfæller som artsfæller, og dette kan være i form af tætte beplantninger, trærødder og stenopbygninger eller en kombination af disse.
Ved opdræt har akvaristen en vis mulighed for selv at bestemme, hvor mange unger han/hun vil opfodre. Ps. multicolor er ikke blandt de cichlider, der danner faste parforhold. Hannen leger med alle de hunner, han kan overkomme og det betyder, at akvaristen selv bestemmer, hvor mange hunner der skal slippes ned til hannen og dermed sådan cirka hvor mange unger, der skal “produceres”. Hver hun kan få 25-50 æg ad gangen, noget afhængig af hendes størrelse.
Legeakvariet skal ikke være alt for lille. Der skal både være plads til nogle gode skjulesteder og der skal være plads til selve legens rituelle jagt, dens bejlen og dans. Et akvarium på 40-50 liter er med en fornuftig indretning passende. Det er klogest først at sætte hunnen ned i akvariet og når hun er faldet til, sætter man så hannen ned til hende. Man bruger delvis ”gammelt” akvarievand fra opholdsakvariet og delvis frisk ledningsvand. Hannen bør aldrig sættes over til hunnen/hunnerne før de er i virkelig god foderstand.
Selv om det tidligere blev nævnt, at Ps. multicolor bør have middelhårdt vand, har det i løbet af årene vist sig, at den klarer sig fint på vort almindelige ledningsvand på op til 20º dH, men der har jo også været mange generationer af denne art i pleje her i landet og en vis tilpasning, har jo efterhånden fundet sted.
Legeakvariet indretter jeg altid selv kun med planter som skjulesteder. Jeg bruger hverken trærødder eller sten, da jeg synes at det giver for stort besvær at fange hannen op igen efter legen, hvis disse dekorationsgenstande er brugt. Planterne danner tilpas tætte skjul, som det alligevel er muligt at overse, og det gør at man laver mindre forstyrrelse og uro i akvariet, når hannen skal fjernes.
Når hunnen nu har gået et par dage i legeakvariet og er i fin form, sættes hannen over til hende, og det varer sjældent mere end et par timer, før han har fundet sig til rette. Man kan tydeligt se på ham at den forhøjede temperatur samt tilstedeværelsen af en rognsvær og sædvanligvis legevillig hun passer ham fint. Hans farver bliver stærkere, og han prøver med alle til rådighed værende midler at lokke hunnen hen til en lille grube, han har gravet i bundlaget. Han svømmer hen foran hende og med vidt udbredte finner danser han sitrende foran hunnen. Derefter svømmer han langsomt mod gruben medens han stadig holder øje med, om hun nu også følger efter. Hvis hun bøjer af er han der straks igen foran hende i sin flotteste imponerepositur, og efterhånden lykkes det for ham at få hende lokket med sig.
Nu tager den rituelle runddans sin begyndelse og de danser i stadig mindre cirkler rundt over gruben. Det sker at hunnen pludselig svømmer bort igen, men hannen er utrættelig i sin jagt efter og lokken for hende. På et tidspunkt er det tydeligt, at nu er det ved at være alvor. Runddansen er blevet mere intensiv og under de stadig mere snævre cirkler støder hannen blidt i hunnens bugregion med snuden. Nu kommer de første æg ud af hunnens ægpapil, og hun vender sig hurtigt for at tage dem op i munden, før de forsvinder mellem bundlagets sten. Under hendes søgen efter flere æg ser man hvordan hannen indtager en ganske bestemt positur. Han står skråt i vandet hele nede i gruben og gat- og halefinnen slæber nærmest over gruset. Hannens gatfinne er foldet sammen på en sådan måde, at farvemønstret nu danner en rund ægformet plet og når hunnen tager efter det “formodede æg” tømmer han sin sperma ud og æggene befrugtes i hendes mund.
Når legen er helt færdig, svømmer hunnen bort og gemmer sig i beplantningen, hvor hun står meget stille og smågumler på æggene. Det er nu på tide at fjerne hannen, hvis man kun har den ene hun i akvariet, for ellers får hun ikke fred til de næste ugers “rugning”. Der går 10-14 dage før ungerne første gang slippes fri og i den tid tager hunnen ikke næring til sig, så det er ofte en meget mager og slunken moderfisk, der passer ungerne i den første tid. Hun bør da heller ikke sættes tilbage til hannen, før hun igen er i fin kondition, og dette kan, selv med kraftig fodring, godt vare 8—14 dage.
Ungerne er lette at fodre op. Begynd med artemia nauplier og støvfoder, og giv dem foderet i små portioner så mange gange om dagen som muligt. I løbet af 4-6 måneder er ungerne kønsmodne og det er sjovt nok altid forholdsvis let at komme af med dem til akvariehandlende. Der er altid efterspørgsel efter denne interessante og spændende lille fisk, som selv om den ikke er meget farveprægtig, altid har været populær hos akvaristerne.

 

 

 

Tilbage til Hovedmenu