Torsken er en af de mest populære spisefisk i Danmark. Og dejlig er torsken da også som spisefisk, men den er ikke så almindelig i vores farvande, som den har været. Før i tiden blev der landet tonsvis af den såkaldte Østersø-torsk i Danmark, men i dag er bestanden lille og truet. Det er ikke alle fiskere, der er enige i denne vurdering af bestanden, men faktum er, at der landes langt færre torsk i Østersøen end tidligere, og ofte er der ligefrem fiskeriforbud.

Der er mange grunde til, at torsken er så værdsat en spisefisk. Fersk rummer den mange muligheder i sig: Mange spiser kogt torsk med sennepssovs, hakket æg, rødbeder og asier til nytår, hvor den lækre ret gør sig godt oven på julens kødorgier, men en gang kogt torsk er også dejligt på alle andre tider fra efterår til forår.

Torsken skal helst spises i de kølige måneder, fordi der i sommervarmen kan komme parasitter i kødet. Det er dog i praksis ikke et problem, hvis torsken landes i Nordatlanten, hvor temperaturen er lavere årets rundt.

Torsken kan også bages, steges hel eller i fileter, eller prøv en gang klipfisk, hvor torsken først er saltet og tørret, hvorefter man igen opbløder og udvander den, inden man bruger den. Det giver torskeretter med bid – kødet får en herlig struktur og en karakteristisk smag.

Torsken er udbredt i alle de nordlige farvande, men det er særligt her i Norden, at vi for alvor er kommet til at holde af den. I Sydeuropa har man gennem århundreder også nydt den i form af klipfisk, som kunne holde til den lange transport fra nord til syd.

You might also enjoy: